Høj mælkeydelse hos øko-køer på nærproduceret foder
Formålet med projektet er at demonstrere, hvordan økologiske kvægbedrifter kan øge andelen af lokalt dyrket foder til højtydende malkekøer og at afdække bedriftsmæssige begrænsninger herfor.
Nærproduktion af foder er en afgørende faktor for en bæredygtig økologisk mælkeproduktion. Det øger anvendelsen af lokale ressourcer fremfor import af råvarer, hvilket er centralt i den økologiske tankegang. Import af tilskudsfoder fra usikre oprindelser kan samtidig øge risikoen for kontaminering af foder og mælk. Endelig kan mere nærproduceret foder ofte bidrage til at reducere foderomkostningerne.
Projektet indsamler data fra seks højtydende økologiske besætninger, der har ønske om at basere mælkeproduktionen på lokalt dyrket foder. Dataindsamlingen dækker markudbytter, omkostninger og fremstillingspris for lokalt dyrkede foderemner samt mælkens fremstillingspris per kilo EKM. De medvirkende besætninger arbejder desuden med handlingsplaner for at øge andelen af nærproduceret foder. Tre lokale rådgivningsenheder følger besætningerne og sikrer etablering af handlingsplaner, opfølgning og lokal forankring.